Pinse på Herrens Mark
Det er 16. gang, at kirkerne i Greve og Solrød går sammen om Pinse på Herrens Mark.
I år fejres gudstjenesten under overskriften ”Guds mange stemmer”, for lige så vel som vi mennesker henvender os til Gud på forskellige måder, taler han også til os.
I Bibelen kan man læse, at Gud eksempelvis taler til mennesker i drømme, i syner, som en himmelsk stemme eller igennem Jesus Kristus. Men disse henvendelser fra den anden side er ikke kun forbeholdt mennesker, der har levet for længe siden. Vi kan alle sammen have oplevelsen af, at Gud henvender sig til os med et budskab fra den anden side.
I lighed med tidligere år vil der under gudstjenesten være en vandring, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i de forskellige kirkers pavilloner og med alle sanser erfare, hvordan Gud med sine mange stemmer taler til os. Glæd dig bl.a. til at høre om Guds stemme gennem engle, musik og som en brand i hjertet.
I tilfælde af regnvejr flyttes gudstjenesten til Karlslunde Strandkirke, Karlslunde Mosevej 3, 2930 Karlslunde.