Minigudstjeneste 15.03.2020

Kik og lyt til en minigudstjeneste på 12 minutter – eller læs nedenfor.

Klik her

Immanuel – Gud med os
Velkommen til en anderledes gudstjeneste.

På en dag, hvor mange af os gennem mange år, måske hele vores liv, har haft det som en god vane at søge hen i menighedens fællesskab, så er søndagen pludselig anderledes. Ingen af os har rigtig kunnet forestille os den situation, at muligheden for at mødes med Gud og med hinanden i kirkens hus pludselig ophørte.

Jeg kom til at tænke på ordene fra Salme 139:1-4;7-10
Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.

Lad os bede!

Herre tak, fordi du kender os og du ser os.
Tak fordi, at på dage, hvor vi ikke kan række ud til hinanden og give hinanden et knus, så holder du af os, du leder os og du holder os fast med din højre hånd.

Giv os ved din Helligånd opmærksomhed, så vi ser og erkender, at du er hos os nu.
Giv os ører, der kan høre, hvad du siger til os, og styrk os på vores livsvandring i dag.

Trøst os gennem dit ord, så vi derfra hvor vi sidder kan være en trøst og håbets lys for andre. AMEN

Prædikentekst: 1. Mosebog 28: 10-22

Jakob forlod Be’ersheba og begav sig til Karan.  Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér.  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen.  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere.  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«  Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!«  Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den.  Han gav stedet navnet Betel.

Prædiken

Hvordan var det mon for Jakob at vokse op i Isaks hus? Har han været opmærksom på, at han boede i den velsignedes hus, at han var arvtager til den fantastiske gunst der var tilsagt Abraham og senere Isaks, da Gud sagde: Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse (1. Mosebog 12:1)

Jeg ved det ikke, men vi ved, at Jakob elskede hjemmet. Om Esau hedder det, at han blev en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob var et ordentligt menneske, der boede i telt (1. Mosebog 25:27).

Jakob var et hjemmemenneske, der elskede at stå i køkkenet og gå sin mor til hånde. Jakob nød velsignelsen i Isaks hus.

Af samme grund var han måske skræmt af tanken om, at en dag skulle Esau, som var den ældste arve førstefødselsretten og velsignelsen. Og var det det, der drev ham til at udnytte sin bror, Esau, da han i et sultent øjeblik opgav sin førstefødselsret for en ret mad. Var det glæden over at leve i Isaks hus og under hans velsignelse, der senere drev Jakob til at bedrage sin bror og stjæle velsignelsen godt hjulpet af Rebekka?

Bedraget virkede mod hensigten. Planen var ikke særlig gennemtænkt. Isak endte med at flygte fra sin bror og fra sin fars hus. Det var under denne flugt, at han en aften slog lejr og i drømme så en stige til himlen og fik et personligt møde med Gud. Og her på vej væk fra hjemmets tryghed ud i uvisheden lyder løftet fra Gud til Jakob: ”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går.  Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.”

I disse dage bevæger vi os alle på ukendt jord, ja, og i dag kunne vi ikke samles i tryghed, som vi plejer, i vor fars hus. Men ind i al den usikkerhed lyder løftet: ”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går.” Som Salme 139 udtrykker det: Uanset hvor vi er, så vil Gud lede os og holde os fast. Han er fortrolig med alt det, som vi lige nu føler usikkerhed omkring. Derfor må vi lægge dagen, tiden, hinanden i Guds trygge hænder.

Da Jakob vågner er han vildt overrasket: Gud er også her – her på dette sted. Og Jakob foreviger mindet ved at rejse den sten, som han havde brugt som hovedpude og hellige den med olie. Stedet kaldte han Betel – Guds hus.

Hvordan kan vi være menighed på dage, hvor vi ikke mødes i kirkens hus? Jeg glæder mig til, at vi kan samles igen. Men som jeg skrev ud til menigheden, så håber jeg ikke, at disse uger bare bliver en parentes indtil vi vender tilbage til normalen. Det er fastetid. Og som i fastetiden må vi nu opgive nogle goder, nogle vaner. Men tænk om vi derigennem kunne bliver opmærksomme på Gud og hinanden på en ny måde. Gud vil sige noget til os – også gennem dette. Jeg tænker på, om Gud vil lære os noget om at være kirke. Måske har nogle af os udviklet en ide om, at alt det med Gud alene foregår inden for kirkens mure, ja og så selvfølgelig i vores smågrupper.

Visionen for Greve Frikirke lyder: Vi vil være kirke med en mangfoldighed af grupper i et dynamisk fællesskab med Gud og hinanden.

Det kunne fejlagtigt tolkes til, at kirke kun foregår i smågrupper og i søndagens gudstjeneste. Før regeringens henstilling til at støtte op om fællesskabet ved at holde afstand formulerede jeg en vision for kirken, som længe har rumsteret hos mig: Vi vil være kirke på mangfoldige steder i et dynamisk fællesskab med Gud og hinanden.

Var det ikke det, som Jakob erfarede, og er det ikke kernen i Salme 139: Gud møder os lige der, hvor vi er, når vi mindst forventede det, på overraskede steder. Gud er med dig! Han vil velsigne dig, hvor du er lige nu, og han vil gøre dig til en velsignelse, der hvor du går. Gud møder os, når vi samles i menighedens fællesskab, og Gud møder os når vi træder ud i verden. Jakob var på vej væk fra alt det trygge og kendte. Vi træder i disse dage på ukendte stier, men Gud vil møde os lige der med sine løfter og sin velsignelse.

Det var også kernen i Guds kald til Abraham: Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig (1. Mosebog 17:2). Ordene kan høres som en formaning, men også som et løfte: Overalt hvor du vandrer, må du leve dit liv i fuldkommen fællesskab med Gud.

Lad mig slutte med den velsignelse, som vi finder i pilgrimssangen:

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Bøn

Gud tak, at du er en Gud, der møder os på overraskende steder.
Tak at du møder os når vi går ud, og når vi lægger os til hvile i hjemmets tryghed.
Tak fordi vi må vandre i dit lys.
Gud vi beder dig: Skænk os din fred.
Lad os ikke gå fortabt i håbløshed og frygt.
Bevar os mod ensomhed og mismod, når vi sidder i vore hjem.
Bevar os fra alt ondt, når vi går ud.
Mød os på overraskende steder og lad os gennem det som sker nu lære nyt om, hvad det vil sige at følge dig.
Giv visdom til dem, som tager politiske og sundhedspolitiske beslutninger.
Styrk du dem, sundhedspersonale og andre, som lige nu arbejder på højtryk for at sikre den bedste hjælp til alle.
Vær nær hos de syge. Giv lægedom og fred.
Led os i din nåde og giv os som kirke nåde og gode ideer til, hvordan vi kan hjælpe dem, som har brug for hjælp og tænde lys for andre.
Herre, hør vor bøn. AMEN

Velsignelsen
Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

X